Rasmus Myrup – myter og folkesagn
Myrups mytologiske figurer gæster den faste samling.
Frederiksborg præsenterer en af tidens mest eftertragtede danske kunstnere, Rasmus Myrup (f. 1991) i en soloudstilling, hvor han går i dialog med museets historiske værker. Myrups skulpturer giver form til kendte og mere ukendte figurer, der har rod i nordisk mytologi og folkesagn og lader dem møde vores verden, som den ser ud i dag. De får menneskelige skikkelser – ofte baseret på materialer fundet ved mytens eller sagnets oprindelsessted.
I Myrups fortolkning får de mytiske væsener liv og personlighed. Han tager udgangspunkt i kendte myter og sagn, som han digter videre på, og lader væsenerne forholder sig til nutidens spørgsmål om identitet, repræsentation og tilhørsforhold. Væsenerne bliver til personer med meninger og relationer, der forener de gamle sagn med vores tid og gør dem vedkommende igen.
Frederiksborgs malerier, skulpturer, lofter og møbler myldrer med mytologiske fortællinger og sagnfigurer. De udspringer af nordisk mytologi, Saxos danmarkshistorie og mundtligt overleverede folkesagn. Ofte væves fortællingerne sammen med historiske begivenheder, hvor virkelighed og myter smelter sammen – særligt i kunstens fortolkning, som det ses på Frederiksborg.
Udstillingsåbning for årskortholdere
Udstillingsåbning for årskortholdere forventes at finde sted onsdag d. 13. marts om eftermiddagen. Nærmere information følger i museets nyhedsbreve forud for åbningen.
Om kunstneren
Rasmus Myrup (f. 1991) er bosat i København og uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2018. Han har udstillet bredt både nationalt og internationalt, herunder i USA, Tyskland, Sverige, Schweiz og Frankrig. Myrups værker kredser om menneskets relation til naturen, historie, identitet og queerperspektiver, hvor han undersøger komplekse forbindelser mellem krop, kultur og tid. Med en stærk materialitetsforståelse forvandler han simple, fundne materialer som træ, tekstiler og organiske elementer til sanselige værker, der væver personlige og kollektive fortællinger sammen.